Kategori: Dansk triatlons historie

Kort fortalt: Efter 1988-sæsonen talte forbundets liste 63 danskere, der havde gennemført en fuld Ironman-distance. Den første var Tormod Holm fra Aalborg AK i Norge i 1984. Den danske rekord tilhørte Mogens S. Hansen med 9.23.26, og Pernille Svarre havde både dansk og nordisk rekord for kvinder med 10.22.18 fra Hawaii. Ingen dansker var endnu under 9 timer.

Artiklen er en del af serien De tidlige år, hvor vi genfortæller dansk triatlons historie ud fra forbundets gamle årsskrifter.

Listen over danske Ironmen og Ironwomen

I Dansk Triathlon Forbunds årsskrift efter 1988-sæsonen bragte forbundet en samlet liste over alle danske finishere på fuld distance. Listen er nummereret i den rækkefølge, atleterne kom til, og viser klub, år, sted, sluttid og mellemtider. Den er et af de bedste dokumenter, vi har, fra den periode, hvor dansk langdistancetriatlon tog form.

Kravene var enkle. Kun resultater fra stævner godkendt af de nationale forbund talte, atleten skulle have dansk licens, og man skulle selv indsende sit resultat. Uanset hvad det enkelte stævne tillod, gjaldt Hawaiis maksimaltid på 17 timer.

1984-1986: Pionererne

Nummer 1 på listen er Tormod Holm, Aalborg AK, med 10.52.08 i Norge i 1984. Året efter fulgte Lars Larsson og Hans Blomhøj fra Frederiksværk, begge i Norge. Kenneth Gasque fra Club La Santa blev i 1985 den første dansker på listen med et resultat fra Hawaii.

I 1986 dukkede stævnet i Sater op, og her satte Gabor Kløczl fra KTK 86 tiden 9.28.28. Hans maraton på 3.10.31 var stadig den hurtigste danske løbetid ved udgangen af 1988. Samme år blev Anni Lønstad fra Stokkemarke den første kvinde på listen, og Heidi Nielsen fra Rødekro IF gennemførte på Hawaii.

1987: Finland og Hawaii

I 1987 rejste en stor dansk gruppe til Finland. Hans M. Andersen fra Jægerkorpset var hurtigste dansker med 9.36.01, og Johnny Petræus fra Tri-athleten svømmede 51.58, som var den hurtigste danske svømmetid på listen.

Samme år stod mere end ti danskere på startlinjen på Hawaii. Pernille Svarre fra Tri-athleten kom i mål på 10.58.52, og Jørgen E. Hansen fra samme klub på 10.39.29. Blandt klubberne var Club La Santa, Aalborg TK, Aalborg AK og KVIK Tri-Team.

1988: Rekordåret

I 1988 kom gennembruddet. Mogens S. Hansen fra Århus 1900 satte dansk rekord med 9.23.26 i Holland, fordelt på 56.37 i vandet, 5.02.24 på cyklen og 3.24.25 på løbet. Billedet af ham i mål med blomster i hænderne pryder årsskriftet.

På Hawaii kørte Jørgen E. Hansen 180 km på 4.58 og blev dermed den eneste dansker på listen under 5 timer på cyklen. Pernille Svarre forbedrede sig med over en halv time til 10.22.18, hvilket var både dansk og nordisk rekord. Roth blev samme år et populært mål for danskerne med Freddy Pedersen (9.48.20), Claus Trabjerg (9.50.07) og Heidi Nielsen (10.31.16) blandt de hurtigste.

Danske rekorder efter 1988-sæsonen

Disciplin	Mænd	Kvinder
Samlet tid	Mogens S. Hansen, 9.23.26	Pernille Svarre, 10.22.18
2. bedste samlede tid	Gabor Kløczl, 9.28.28	Heidi Nielsen, 10.31.16
3. bedste samlede tid	Hans M. Andersen, 9.36.01	Anni Lønstad, 11.51.01
Svømning (3,8 km)	Johnny Petræus, 51.58	Pernille Svarre, 1.04.26
Cykling (180 km)	Jørgen E. Hansen, 4.58	Pernille Svarre, 5.40.35
Løb (42,2 km)	Gabor Kløczl, 3.10.31	Heidi Nielsen, 3.25.29

Danskerne set udefra

Årsskriftet satte de danske tider i perspektiv. Verdens og Europas bedste tid for mænd var hollænderen Axel Koenders’ 8.13.11, og nordisk rekord tilhørte finske Pauli Kiuru med 8.50.26. Hos kvinderne var Paula Newby-Fraser fra Zimbabwe hurtigst i verden med 9.01, Sarah Coope fra Storbritannien bedst i Europa med 9.48.17, og Pernille Svarre bedst i Norden.

Kun fire kvinder

Af de 63 navne på listen er fire kvinder: Anni Lønstad, Heidi Nielsen, Pernille Svarre og Lisbeth Matthiesen. Til gengæld var de hurtige. Pernille Svarre og Heidi Nielsen var begge under 10.32 i 1988, og Heidi Nielsens maraton på 3.25.29 var hurtigere end de fleste af mændenes.

Hvad er der sket siden?

I dag gennemfører hundredvis af danskere en fuld distance hvert år, og grænsen på 9 timer er brudt af mange. Trinyt arbejder på en opdateret liste over danske sub 9-tider, og vi har allerede samlet alle danske Norseman-finishere. Fra samme årsskrift har vi også skrevet om, da aerobaren kom til Danmark.

Kender du en af pionererne fra listen, eller har du selv billeder fra dengang, hører vi gerne fra dig på kontakt@varius.dk.

FAQ

Hvem var den første danske Ironman?
Ifølge forbundets liste var det Tormod Holm, Aalborg AK, med 10.52.08 i Norge i 1984.

Hvad var den danske rekord på Ironman-distancen i 1988?
Mogens S. Hansen, Århus 1900, med 9.23.26 i Holland. Hos kvinderne havde Pernille Svarre rekorden med 10.22.18 fra Hawaii.

Hvor mange danskere havde gennemført en Ironman ved udgangen af 1988?
Listen i årsskriftet omfatter 63 navne, heraf fire kvinder.

Hvilke stævner løb danskerne?
Listen nævner Norge, Köln, Sater, Hawaii, Finland, Holland og Roth.

Kilde: Dansk Triathlon Forbunds årsskrift, “Danske IRONMEN og IRONWOMEN gennem tiderne” og “Bedste tider” (sæsonen 1988). Navne og tider er gengivet som i årsskriftet.

Kort fortalt: 1988 var året, hvor Scott-styret for alvor kom til Danmark. Danske triatleter målte en gevinst på 1-2 km/t ved samme puls, mens Dansk Cykle Union endnu ikke havde godkendt styret. Samtidig kom Time-pedalen med bevægelig klampe, Roval-hjul med få eger og de første kulfiberrammer. Forbundets årsskrift gennemgik nyhederne, og meget af det, der blev skrevet dengang, holder stadig.

Artiklen er en del af serien De tidlige år, hvor vi genfortæller dansk triatlons historie ud fra forbundets gamle årsskrifter.

Året hvor styret blev revet væk

I Dansk Triathlon Forbunds årsskrift efter 1988-sæsonen skrev Andreas Hartkopp en gennemgang af årets nye udstyr. Hovedpersonen var Scott-styret, som de bedste amerikanere havde kørt med på Hawaii. Danske triatleter havde vinteren igennem set billederne i Triathlon Magazine og ville vide, om styret også virkede på de korte distancer.

Svaret kom med pulsmåler og cykelcomputer. Ved samme puls gav liggestillingen mellem 1 og 2 km/t mere end en almindelig landevejsstilling. Det var tal, alle kunne forstå, og det gjorde styret til sæsonens mest eftertragtede stykke udstyr.

Fabin Sport i Brønshøj importerede både Scott DH og Aero 1-styret. Trods en høj pris blev begge udsolgt, og ved sæsonens slutning kunne man finde styret i Århus, Frederikshavn og Aabenraa. Forfatteren foretrak selv Aero 1, fordi det var lettere, stivere, bedre polstret og gav en bedre håndstilling op ad bakke.

Diskussionen om vejrtrækning og regler

Styret var ikke godkendt af Dansk Cykle Union, og det var ikke set ved OL ud over det amerikanske 100 km-hold. Nogle mente, at stillingen hæmmede vejrtrækningen. Årsskriftets skribent var uenig og argumenterede for, at albuerne på puderne giver de øvre åndedrætsmuskler et fast punkt at arbejde ud fra.

Der var også en ærlig erkendelse af ulemperne. Styringen blev dårligere, især i bjergkørsel, hvor man mistede vægtstangen fra et kohornsstyr. På de fleste triatlonruter vejede den aerodynamiske gevinst dog tungest.

Udviklingen gik hurtigt. Året efter vandt Greg LeMond Tour de France med 8 sekunder efter en afsluttende enkeltstart på en clip-on aerobar, og så var diskussionen i landevejsmiljøet stort set afgjort.

Roval-hjul frem for pladehjul

En af årsskriftets pointer var, at aerobaren gjorde det billigere at stille med en konkurrencedygtig cykel. Et par gode hjul, en god ramme og et styr gav mere end pladehjul og lavprofilrammer for færre penge. Det fartgivende pladeforhjul var heller ikke aktuelt sammen med det nye styr.

Skribenten kørte selv på franske Roval-hjul med 24 eger bag og 18 eger for. Egerne havde et særligt hammerhoved i stedet for den normale 90 graders bukning, så de kunne spændes meget hårdt, og efter en hel sæson var hjulene stadig helt centrerede. Erfaringen var, at man løb friskere fra cyklen end efter et pladehjul, og at pengene hellere skulle bruges på en træningslejr.

Amerikanske Aerolite havde samtidig lanceret et hjul med tre rækker aerodynamiske eger. Hjulet var smallere og skulle ifølge producenten være både stærkere og lettere end konventionelle hjul.

Pedaler med bevægelig klampe

Årets store pedalnyhed var Time, udviklet af de samme teknikere, som stod bag Look-bindingen. Man trådte direkte på pedalen, og foden kunne bevæge sig 5 grader til hver side for at skåne knæene. Skribenten kaldte det det bedste pedalsystem, han havde prøvet, med vægten som eneste minus.

Aerolites ultralette “aksel”-pedal var favoritten i bjergtriatlon, men den var svær at montere og havde lidt slør. Den nyeste udgave fik en plade, som klamperne kunne skrues fast på. På cykelmessen i Köln dukkede en forenklet kopi ved navn Clip Trick op, med en teflonklampe og en pedal, der i praksis var en stålpind.

Kulfiber og en hurtigere kæde

Kulfiber begyndte at dukke op i komponenter som sadelpinde, gearskiftergreb, bremsegreb og lukkede klinger. Mogens Strange Hansen kørte med en kulfibersadelpind, der var dobbelt så lang som en almindelig. Hele kulfiberrammer fra Trek, Bianchi og Kestrel blev omtalt med en gevinst på 30-60 sekunder på 40 km enkeltstart.

Konklusionen var nøgtern. Rammerne var dyre, og stellene revnede ofte ved krankboksen og sadelpinden, så pengene var bedre givet ud på træning. Rohloff havde patenteret en kæde med 1 procent mindre friktion, som også skiftede hurtigere og skånede de dyre aluminiumsklinger.

Den ideelle triatloncykel i 1988

Scott-styret flyttede rytteren frem på sadlen, og skribenten anbefalede derfor en stejl ramme med kort bagstel. Hans valg var en konventionel cykel med 26″ forhjul, som gav en mere vandret kropsstilling uden at presse kroppen sammen. Prisen var to slags reserveslanger og et lille hjul med større rullemodstand.

Lavprofilrammer krævede en meget høj sadelpind og gav stor overlapning mellem fod og forhjul. En kort gaffel på en almindelig ramme gav for lidt frigang til pedalerne i sving. Løsningen var en kriteriumramme med løftet krankboks, indeksgear, stive og lette hjul og sko, der låste foden fast.

Til sammenligning annoncerede Jørgen Schmidt Cykelsport i Randers i samme årsskrift disse rammepriser:

Ramme	Pris dengang
Concorde-ramme, Columbus SLX	6.395 kr.
Concorde enkeltstartsramme Astore, 26″ forhjul	3.785 kr.
Concorde enkeltstartsramme Colombo, 26″ forhjul	2.700 kr.

Hvad holdt?

Aerobaren blev standard, og pedaler med bevægelig klampe er i dag udgangspunktet for næsten alle. Det mindre forhjul og lavprofilrammen forsvandt igen, og kulfiberrammerne blev både billigere og mere holdbare. Rådet om at bruge pengene på træning frem for dyre hjul er stadig værd at overveje.

Vil du se, hvor udstyret er i dag, så find vores sektion om udstyr og optimering til triatlon. Fra samme årsskrift har vi også skrevet om de første 63 danske Ironmen.

FAQ

Hvornår kom aerobaren til Danmark?
Ifølge forbundets årsskrift slog Scott-styret igennem i Danmark i 1988-sæsonen, efter at de bedste amerikanere havde brugt det på Hawaii.

Hvor meget hurtigere var man med aerobar?
Danske målinger med pulsmåler og cykelcomputer viste 1-2 km/t ved samme puls sammenlignet med en almindelig landevejsstilling.

Var aerobaren lovlig i 1988?
Triatlon tillod den, men Dansk Cykle Union havde endnu ikke godkendt styret til cykelløb.

Hvorfor kørte man med 26″ forhjul?
Det mindre forhjul gav en lavere front og en mere vandret kropsstilling, men kostede rullemodstand og krævede to slags reserveslanger.

Kilde: Dansk Triathlon Forbunds årsskrift, artiklen “Årets nye udstyr” af Andreas Hartkopp (sæsonen 1988). Har du billeder, udstyr eller historier fra dengang, hører vi gerne fra dig på kontakt@varius.dk.