Kort fortalt: 1988 var året, hvor Scott-styret for alvor kom til Danmark. Danske triatleter målte en gevinst på 1-2 km/t ved samme puls, mens Dansk Cykle Union endnu ikke havde godkendt styret. Samtidig kom Time-pedalen med bevægelig klampe, Roval-hjul med få eger og de første kulfiberrammer. Forbundets årsskrift gennemgik nyhederne, og meget af det, der blev skrevet dengang, holder stadig.
Artiklen er en del af serien De tidlige år, hvor vi genfortæller dansk triatlons historie ud fra forbundets gamle årsskrifter.
Året hvor styret blev revet væk
I Dansk Triathlon Forbunds årsskrift efter 1988-sæsonen skrev Andreas Hartkopp en gennemgang af årets nye udstyr. Hovedpersonen var Scott-styret, som de bedste amerikanere havde kørt med på Hawaii. Danske triatleter havde vinteren igennem set billederne i Triathlon Magazine og ville vide, om styret også virkede på de korte distancer.
Svaret kom med pulsmåler og cykelcomputer. Ved samme puls gav liggestillingen mellem 1 og 2 km/t mere end en almindelig landevejsstilling. Det var tal, alle kunne forstå, og det gjorde styret til sæsonens mest eftertragtede stykke udstyr.
Fabin Sport i Brønshøj importerede både Scott DH og Aero 1-styret. Trods en høj pris blev begge udsolgt, og ved sæsonens slutning kunne man finde styret i Århus, Frederikshavn og Aabenraa. Forfatteren foretrak selv Aero 1, fordi det var lettere, stivere, bedre polstret og gav en bedre håndstilling op ad bakke.
Diskussionen om vejrtrækning og regler
Styret var ikke godkendt af Dansk Cykle Union, og det var ikke set ved OL ud over det amerikanske 100 km-hold. Nogle mente, at stillingen hæmmede vejrtrækningen. Årsskriftets skribent var uenig og argumenterede for, at albuerne på puderne giver de øvre åndedrætsmuskler et fast punkt at arbejde ud fra.
Der var også en ærlig erkendelse af ulemperne. Styringen blev dårligere, især i bjergkørsel, hvor man mistede vægtstangen fra et kohornsstyr. På de fleste triatlonruter vejede den aerodynamiske gevinst dog tungest.
Udviklingen gik hurtigt. Året efter vandt Greg LeMond Tour de France med 8 sekunder efter en afsluttende enkeltstart på en clip-on aerobar, og så var diskussionen i landevejsmiljøet stort set afgjort.
Roval-hjul frem for pladehjul
En af årsskriftets pointer var, at aerobaren gjorde det billigere at stille med en konkurrencedygtig cykel. Et par gode hjul, en god ramme og et styr gav mere end pladehjul og lavprofilrammer for færre penge. Det fartgivende pladeforhjul var heller ikke aktuelt sammen med det nye styr.
Skribenten kørte selv på franske Roval-hjul med 24 eger bag og 18 eger for. Egerne havde et særligt hammerhoved i stedet for den normale 90 graders bukning, så de kunne spændes meget hårdt, og efter en hel sæson var hjulene stadig helt centrerede. Erfaringen var, at man løb friskere fra cyklen end efter et pladehjul, og at pengene hellere skulle bruges på en træningslejr.
Amerikanske Aerolite havde samtidig lanceret et hjul med tre rækker aerodynamiske eger. Hjulet var smallere og skulle ifølge producenten være både stærkere og lettere end konventionelle hjul.
Pedaler med bevægelig klampe
Årets store pedalnyhed var Time, udviklet af de samme teknikere, som stod bag Look-bindingen. Man trådte direkte på pedalen, og foden kunne bevæge sig 5 grader til hver side for at skåne knæene. Skribenten kaldte det det bedste pedalsystem, han havde prøvet, med vægten som eneste minus.
Aerolites ultralette “aksel”-pedal var favoritten i bjergtriatlon, men den var svær at montere og havde lidt slør. Den nyeste udgave fik en plade, som klamperne kunne skrues fast på. På cykelmessen i Köln dukkede en forenklet kopi ved navn Clip Trick op, med en teflonklampe og en pedal, der i praksis var en stålpind.
Kulfiber og en hurtigere kæde
Kulfiber begyndte at dukke op i komponenter som sadelpinde, gearskiftergreb, bremsegreb og lukkede klinger. Mogens Strange Hansen kørte med en kulfibersadelpind, der var dobbelt så lang som en almindelig. Hele kulfiberrammer fra Trek, Bianchi og Kestrel blev omtalt med en gevinst på 30-60 sekunder på 40 km enkeltstart.
Konklusionen var nøgtern. Rammerne var dyre, og stellene revnede ofte ved krankboksen og sadelpinden, så pengene var bedre givet ud på træning. Rohloff havde patenteret en kæde med 1 procent mindre friktion, som også skiftede hurtigere og skånede de dyre aluminiumsklinger.
Den ideelle triatloncykel i 1988
Scott-styret flyttede rytteren frem på sadlen, og skribenten anbefalede derfor en stejl ramme med kort bagstel. Hans valg var en konventionel cykel med 26″ forhjul, som gav en mere vandret kropsstilling uden at presse kroppen sammen. Prisen var to slags reserveslanger og et lille hjul med større rullemodstand.
Lavprofilrammer krævede en meget høj sadelpind og gav stor overlapning mellem fod og forhjul. En kort gaffel på en almindelig ramme gav for lidt frigang til pedalerne i sving. Løsningen var en kriteriumramme med løftet krankboks, indeksgear, stive og lette hjul og sko, der låste foden fast.
Til sammenligning annoncerede Jørgen Schmidt Cykelsport i Randers i samme årsskrift disse rammepriser:
| Ramme | Pris dengang |
|---|---|
| Concorde-ramme, Columbus SLX | 6.395 kr. |
| Concorde enkeltstartsramme Astore, 26″ forhjul | 3.785 kr. |
| Concorde enkeltstartsramme Colombo, 26″ forhjul | 2.700 kr. |
Hvad holdt?
Aerobaren blev standard, og pedaler med bevægelig klampe er i dag udgangspunktet for næsten alle. Det mindre forhjul og lavprofilrammen forsvandt igen, og kulfiberrammerne blev både billigere og mere holdbare. Rådet om at bruge pengene på træning frem for dyre hjul er stadig værd at overveje.
Vil du se, hvor udstyret er i dag, så find vores sektion om udstyr og optimering til triatlon. Fra samme årsskrift har vi også skrevet om de første 63 danske Ironmen.
FAQ
Hvornår kom aerobaren til Danmark?
Ifølge forbundets årsskrift slog Scott-styret igennem i Danmark i 1988-sæsonen, efter at de bedste amerikanere havde brugt det på Hawaii.
Hvor meget hurtigere var man med aerobar?
Danske målinger med pulsmåler og cykelcomputer viste 1-2 km/t ved samme puls sammenlignet med en almindelig landevejsstilling.
Var aerobaren lovlig i 1988?
Triatlon tillod den, men Dansk Cykle Union havde endnu ikke godkendt styret til cykelløb.
Hvorfor kørte man med 26″ forhjul?
Det mindre forhjul gav en lavere front og en mere vandret kropsstilling, men kostede rullemodstand og krævede to slags reserveslanger.
Kilde: Dansk Triathlon Forbunds årsskrift, artiklen “Årets nye udstyr” af Andreas Hartkopp (sæsonen 1988). Har du billeder, udstyr eller historier fra dengang, hører vi gerne fra dig på kontakt@varius.dk.
